En fortælling hvoraf en orgelbygger får et barskt ansigt - eller - "Lidt livserfaring".

 

Efter at have udstået min lærlingetid hos min far, Finn Krohn, rejste jeg til Schweiz for at videreuddanne mig hos orgelbyggeren Jean Marc Dumas, som familien kendte fra hans eget uddannelsesophold i Hillerød på Frederiksborg Orgelbyggeri i starten af tresserne. Han var en dygtig orgelbygger – uddannet hos Kuhn i Mannedorff, og han havde derefter taget orgelbygmester-uddannelsen i Ludwigsburg i Tyskland. Han havde grundlagt sit eget firma og havde specialiseret sig i at bygge stilkopier og restaurere historiske orgler. I de ti måneder jeg var hos ham i 1983, gav han undervisning i orgelteori og -teknik to aftener om ugen til undertegnede og firmaets lærling. Det var en god og lærerig tid. Efter de ti måneder rejste jeg hjem til Danmark for at arbejde for min far igen. Jeg bibeholdt kontakt med mine tidligere kollegaer og venner i Schweiz, og derved blev jeg bekendtgjort med hans alt for tidlige død i 1985 som kun 48-årig. Da jeg besøgte mine venner i Schweiz i sommeren 1989, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at møde firmaets nye direktør, der var blevet ansat af Jean Marc Dumas’ enke – ejeren af firmaet. Da denne mand vist nok stadigvæk er aktiv i Schweiz, vælger jeg at give ham et pseudonym her. Las os kalde ham Hr. Schmidt.

Den nye direktør, Hr. Schmidt, var en venlig mand - 4 år ældre end jeg selv - smart iklædt lædervest – med halvlangt hår, som moden i firserne foreskrev - og kæderygende. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at indtræde i firmaet. Derefter fortalte han mig stolt, at firmaet havde fået ordre på et arbejde i en kirke i nabolandsbyen Farvagny Le Grand. Der skulle firmaet blandt andet indbygge en Basun 32’ i orglet på 17 stemmer...  ”Den eneste 32 fod i kanton Fribourg!” udbrød han stolt. Han så mig lige i øjnene og spurgte: ”Synes De, at dette er skørt, Hr. Krohn?” Jeg valgte at svare lidt undvigende, da min umiddelbare mening nok ikke ville have været befordrende for en eventuel ansættelse i hans firma. Efter vores samtale overvejede jeg pro et contra i et par timer og besluttede mig til at acceptere hans tilbud om ansættelse – jeg var godt nok en smule forvirret over sagen med 32-foden, men da jeg trods alt ikke kendte til de nærmere omstændigheder, kunne jeg ikke lade dette være en del af mit beslutningsgrundlag.

Hermed startede en yderst interessant omend kort periode i mit liv som orgelbygger.

Efter et par måneder vendte jeg tilbage til Schweiz for at starte på mit nye arbejde. Firmaet var i gang med tre store projekter på samme tid, hvilket jeg syntes var flot, da firmaet kun bestod af tre svende og en lærling foruden mig selv. Jeg skulle først koncentrere mig om at gøre Farvagny-Le-Grand færdigt, mens de andre arbejdede på et nyt orgel på 24 stemmer til nabolandsbyen og på en stor udvidelse/restauration af et orgel i Genève. Disse arbejder vender jeg tilbage til.

 

Farvagny-Le-Grand

Jeg blev af Hr. Schmidt kørt ud til Farvagny-Le-Grand, og undervejs fortalte han mig om orglet: En fin historisk næsten 200-årig facade med et pneumatisk værk fra 50’serne på 17 stemmer bagved og fritstående spillebord. Arbejdet bestod i en renovering/ombygning. Jeg fik at vide, at arbejdet på orglet var praktisk talt færdigt – blot manglede der et par detaljer og lidt finjustering, og så var den sag klaret.  Man havde fjernet pedalets Subbas 16’ for at kunne montere den nye Basun 32’ på dens stok i stedet.., og den skulle jeg lige ”justere på plads” og gennemgå det pneumatiske system. Man havde også tilføjet en Voix Humaine 8’ i svelleværket og en 5-kors Cornet i hovedværket på to pneumatiske udflytterstokke, og dem måtte jeg også gerne lige kigge på. Ellers var orglet lige til at stemme, efter at have monteret facaden, sagde han.

Det første jeg så, da jeg kom op ad trappen til pulpituret, var den vidunderlige historiske 8 fodsfacade, der stod op ad væggen - direkte på gulvet - og var fuldstændigt sammensunket i pibefødderne, da de ikke stod på fodklodser eller var vendt om, som man gør for at beskytte piberne ved stående opmagasinering. Efter en kort intro til orglet og arbejdspladsen forsvandt Hr. Schmidt, da han skulle noget vigtigt, men han ville komme forbi om eftermiddagen for at hente mig. Jeg begyndte så at danne mig et indtryk af orglet, mens jeg undredes mere og mere.

Den pneumatiske traktur til de to nye udflytterstokke havde man tilkoblet spillebordets styrevind i stedet for til vindladernes højtryksrelæer. Dermed kunne man næsten opnå, at alle tonerne spillede indenfor 1 – 1½ sekund efter tangenttryk. Dog skulle enkelte toner bruge lidt længere tid. Hvis man repeterede, måtte det ske med en hastighed på mindre end 1 anslag i sekundet – ellers var tonen kontinuerlig.  Der var nemlig ikke indbygget evakuering af trykket i membranen ved tangentslip. I realiteten bestod lufttilførslen til stokkene blot af et hul til et blyrør og en membran monteret ovenpå hullet. Spillebordets funktioner led også voldsomt ved nu at skulle dele styrevinden med de nye stokkes pneumatiske traktur.

Da jeg vendte min interesse mod den nye Basun 32’, blev det endnu værre. Man havde som sagt fjernet Subbas 16’ for at montere 32 fods tungestemmen på dens plads. Man havde dog ikke fra starten tænkt over, at Subbassens dybeste oktav var fælles med Bourdon 16’ i hovedværket.  Dermed opstod nu den interessante sideeffekt, at man også fik 32’ i 1. manual – dog kun i den dybeste oktav i Bourdon 16’. – Uden tvivl den eneste af sin slags i kanton Fribourg.

Den nye Cornet var blevet sat i stokken uden forintonation – blot opskåret på 1/3 fra ny - og nødtørftigt sat til at give en slags lyd fra sig. Da jeg senere spurgte til den – jeg havde jo fået fortalt, at orglet var færdigintoneret – lød svaret, at den var færdig. I øvrigt var overdreven intonation, kernestik og lignende tiltag kun for tabere, og ”det måtte godt skratte lidt.” – fik jeg fortalt.  Det gjorde det også.

Kirkens organist, en pensioneret skolelærer med et vældigt skæg, mente at det var fint med 32-foden og denne helt specielle Cornet, da han godt kunne lide, at orglet gav godt med lyd af sig. Jeg mistænkte ham for at have problemer med hørelsen, idet han helt konsekvent trykkede på tutti-knappen, hver gang han skulle spille på orglet. Vi havde fortalt ham, at blandt andet Vox Celeste 8’, Aeoline 8’ osv. i svelleværket ikke var indbygget i tuttifunktionen, og at det ikke gav mening at have disse stemmer med. Det var han ikke glad for - men klarede dog denne udfordring ved manuelt at tilvælge dem oven i alt det andet, hver gang han skulle spille.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at få dette” mit” første orgel i Schweiz i denne omgang færdigt på den bedste måde med de midler og den tid, jeg havde til rådighed. Jeg var dog noget rystet.

 

Chêne-bourg

Samtidigt med dette arbejde og før min ankomst til Schweiz havde et andet arbejde i Genève i bydelen Chêne-Bourg stået på i lang tid. En udvidelse og restaurering af et stort pneumatisk orgel var snart færdig, og man havde arrangeret en stor indvielseskoncert – direkte transmitteret i radioen med Genèves symfoniorkester og med en masse celebriteter. Dette skulle være muligheden for at vise, at firmaet blev ført videre på bedste vis - og give en masse god reklame. Om tre uger skulle koncerten finde sted, og jeg skulle endelig få mulighed for at se orglet. Jeg havde været travlt optaget i Farvagny Le Grand.. – og havde kun hørt om orglet i Genève, når mine kollegaer på værkstedet omtalte det.

Hr. Schmidt. kørte mig til Genève og fortalte på vejen, at orglet var praktisk talt færdigt. Der manglede kun et par småting, og jeg skulle bare finpudse pneumatikken og løse et par småproblemer – så var orglet lige til at finstemme. Det havde jeg hørt før. Han viste mig op til orglet og bad mig tænde for motoren. Vi blev mødt med et brøl fra snesevis af hylere – deriblandt også fra den nye Basun 32’ - desværre ikke den første i kanton Genève -. Derefter forsvandt Hr. Schmidt da han skulle noget vigtigt, men han ville hente mig senere, når vi skulle hjem. 

I dette orgel havde man som sagt også installeret en 32 fods tungestemme. Ud over dette havde man blandt andet udvidet pedalet med en dækket Quinte 10 2/3’ med subbasmensur. For en sikkerheds skyld havde Hr. Schmidt også fået lavet den i Subbas-længde, så der var ikke fare for, at piberne var for korte. Det var heldigt, at jeg var blevet ansat i firmaet, da jeg var den eneste, der havde arme lange nok til at stemme den.. Man havde også tilføjet en ekstra pneumatisk hovedværksvindlade. Som i det tidligere nævnte orgel var denne vindlade også blot blevet tilsluttet spillebordets styrevind og dermed i realiteten ubrugelig. Ovenpå vindladen stod 4 nye stemmer, og de to af dem var totalt ituslåede. Da jeg målløs kiggede nærmede på piberne, så jeg, hvorfor de var så ødelagte. Hullerne i stokkene, som piberne stod i, var alle boret for store, med det resultat at piberne, efterhånden som man havde forsøgt at stemme dem ved at slå på dem med stemmehorn, havde arbejdet sig dybere og dybere ned i stokken, hvorved de efterhånden lukkede mere og mere for luften og dermed blev dybere og dybere i stedet.  De havde slået frem og tilbage på de stakkels piber, så de var hakkede, revnede og bulede. Til sidst havde man løst problemet ved at lade piben stå nede på bunden af forføringen og opskære en rektangulær slidse i foden for at lade luft komme ind i pibefoden på denne måde. Orglet var en katastrofe, og der var ingen mulighed for, at indvielseskoncerten ville kunne finde sted om bare 3 uger. Da jeg meddelte dette til enken og Hr. Schmidt, blev de noget lange i ansigterne. Især for Hr. Schmidt var dette tilsyneladende en stor overraskelse.  Den stort anlagte indvielse blev aflyst og i øvrigt aldrig afholdt, og der blev arbejdet yderligere små 3 måneder på orglet, før det lykkedes os at bringe det til en godkendelse.

Fortsættes....