Troels Krohn
Efter at have levet med orgelmusik og orgler siden min fødsel, stod det "skrevet", at jeg skulle følge i min far og farfars fodspor og blive orgelbygger.

Jeg startede i lære hos min far, Finn Krohn, i 1979.

I Oktober 1982 afsluttede  jeg min svendeprøve med en sølvmedalje og tog derefter til Schweiz for at videreuddanne mig hos Manufacture d'orgues Dumas, hvor jeg blev i 10 måneder.

Derefter fulgte en periode på 6 år, hvor jeg arbejdede hos min farfar og hos min far.

I 1990 rejste jeg igen til Schweiz for at arbejde for firma Dumas, og i det år, jeg var ansat der, var jeg blandt andet ansvarlig for rekonstruktionen af det historiske Callinet- orgel fra det 19. århundrede.

I januar 1991 blev jeg ansat hos Füglister i Sydschweiz, og der fik jeg lejlighed til at være med til spændende projekter, der spændte lige fra restaureringer af orgler fra det 18. århundrede og til nybygninger på 40 stemmer.

Specielt er det værd at nævne følgende projekter:

Restaureringen af det historiske italienske husorgel, der er i privateje.

Rekonstruktionen af det historiske italienske springladeorgel i Gossau, CH.

Restaureringen af det historiske Merklin- orgel i Martigny- Bourg, CH.

Restaureringen af det historiske orgel i Ringacker, CH.

Nybygningen af det nye orgel på 40 stemmer i Brig, CH.

I mine år hos Füglister specialiserede jeg mig yderligere i de tekniske aspekter i mit fag, idet jeg konstruerede alle spilleborde og  traktur.

 I de sidste 2½ år hos Füglister, var jeg også firmaets intonatør, og i den forbindelse kan det være specielt interessant at nævne restaurationen/rekonstruktionen af det historiske orgel i Ringacker fra det 18. århundrede og restaureringen af orglet i Fiesch Altersheim.

Ydermere kan nævnes som eksempler orglet i Les Pommerats, orglet i Haute Nendaz, og et husorgel i privateje i Gruyéres. 

I foråret 1998 vendte jeg igen hjem til Danmark, hvor jeg søgte ansættelse hos Carsten Lund i Birkerød.

I efteråret 1998 overgik jeg til at blive værkfører, og i den egenskab var jeg også med til spændende opgaver som f. eks. kororglet i St. Knuds domkirke i Odense.

_________________________

Jeg har i mine år som orgelbygger beskæftiget mig med alt, hvad faget indebærer, lige fra projektering af et nyt projekt til afleveringen i kirken.

_________________________

Efter således at have uddannet mig i mange år, føler jeg, at tiden nu er kommet til at videreføre min families arbejde og passion og bruge de erfaringer og de ideer, som jeg har samlet mig.

Jeg har nu derfor startet mit eget firma med base i Nordsjælland, og her vil jeg arbejde på at gøre begrebet "Krohn- orgler" levende igen.

 

15/02 2002    

Troels Krohn